Lasse Nyholm Jensen
gnavpotten på fortovscafé
arhmen hvad fanden skal
én så nu få tiden til at gå med så, midt inde
i det hersens by-helvede, skal man så virkelig sætte sig som en
anden frankofil burgøjser på denne hersens såkaldte fortovscafé
og kigge ud i luften i timevis, somom man ikke havde noget bedre at tage sig
til, jamen hvad helvede tror de da det hele er til for da, og om de så
kan finde ud af at lave en kop ordentlig kaffe og et godt nærende kødrigt
måltid mad monstro, men det skal jeg velsagtens ikke sætte næsen
op efter at sådan et nymodens etablissement kan hitte ud af i vore dage,
det kan vel passende ligne dem at putte ko-saft i min mokka, og trone frem
med et eller andet sydlandsk inspireret pastasalat eller hvad fanden det skal
ligne dem, somom sådan en blond-håret servitrice af et sekstenårigt
pige-skelet skal kunne vide noget som helst om madlavning, hun har vel for
fanden dårligt været i kontakt med en svinesav eller en kødøkse,
den slags lærer de jo ikke en skid om i disse tider, nej man må
fandme vende blikket mod himlen og spørge herren, hvad helvede det
hele er meningen det skal forestille det altsammen, det er sgu en hård
tid at bevare sit gode humør og sin gode kristne næstekærlighed
i, det er det fandme - og om de så kan finde ud af at fylde noget på
de tallerkener da, men det kan de jo fandme ikke engang, skulle jeg hilse
og sige, hvad fanden ligner det, somom de tror man kan brødføde
en hel voksen mand med en klat kød og en håndfuld grønsager,
det er vel for helvede ikke fordi jeg render rundt og ligner et ganske beskedent
stykke indtørret fjerkræ, for så ville jeg da næsten
kunne forstå det, men jeg er sguda for satan nogenlunde i form og størrelse
som et ganske almindeligt mandfolk, og så det er vel ikke for meget
at forlange at man får sig en ordentlig luns kød og en ordentlig
tyktflydende sovs af en art, men nej det kan de sgu ikke hitte ud af - de
kan komme alverdens af hvad fanden de har af mælkeprodukter i deres
kaffe, men putte bare en smule fløde i deres sovs det kan de fandme
ikke, for det skulle jo nødig hedde sig at maden kom til at smage af
noget, det skal de sandelig ikke risikere da, nej så er det da sandelig
meget bedre at deres kunder sidder og vansmægter som en anden flok burhøns
herude i møgvejret, ja logikken er sgu også røget sig
en tur vor herre, det er den fandme.
(Fra Underskov 2)